Der er meget, jeg vil savne!

Familie Wulff-JørgensenI mere end otte år har jeg været præst her i sognet. Min mand og jeg kendte ikke meget til Fyn, da vi flyttede herover og slet ikke Rønninge og Langeskov. Det var et eventyr for os. Og vi har aldrig fortrudt det. Rønninge Kirke er blevet vores kirke gennem årene. Vi er blevet gift i Rønninge Kirke. Begge vores døtre er blevet døbt i Rønninge kirke. Ja, det har været nogle skelsættende og begivenhedsrige år i vores liv. Og vi har kun godt at sige om de år og alle de mennesker, vi har mødt her. Men nu er tiden her slut.

Den 1. september tiltræder jeg embedet som sognepræst ved Dyssegårdskirken i Hellerup nord for København, og i skrivende stund er vi så småt ved at pakke hjemmet i Rønninge præstegård ned. Det er på mange måder vemodigt. Men samtidig glæder vi os til at komme tættere på vores nærmeste familie, som alle er bosat på Sjælland.

Vi har som familie meget at takke for, og jeg har som præst endnu mere at takke for. Ja, hvor skal jeg egentlig begynde?

Allerførst tak til menighedsrådet som i sin tid kaldte på mig, og som viste mig den tillid at lade mig være jeres præst. Vi kom hertil med en kærlig velkomst, og vi har altid følt os godt modtaget. Vi kendte ikke nogen, men vi faldt hurtig til takket være jer.

Og tak til alle jer, der trofast har siddet på kirkebænken og lyttet til mine prædikener. Tak til jer, der fyldte kirkebænkene op juleaften. Tak til jer, der har kaldt på mig som jeres præst til dåb, konfirmation, vielser og begravelser. I har gjort mit arbejde meget meningsfyldt, og det har været en berigelse at holde gudstjenester sammen med jer.

En særlig tak skal også lyde til personalet ved Rønninge Kirke. Vi har haft det så godt sammen. Vi har løftet i flok, og vi kan prale af at have et fantastisk arbejdsmiljø. Og naturligvis en kæmpe tak til det nuværende menighedsråd. Et råd, hvor alle bidrager med det, de hver især er gode til, så alt går op i en højere enhed, og vi sammen kan lave aktiviteter og gudstjenester, som kommer sognet til gode.

I er mange, jeg oprigtigt vil savne. Ja I er mange, som både min mand og vores børn vil savne. Men som der står i Gamle Testamente i Prædikernes Bog: ”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt”. Intet varer evigt. Og vores tid i Rønninge er nu ved at være slut!

Tak for denne gang og for alt det vi har delt sammen og oplevet sammen!

Jeg har sidste gudstjeneste i Rønninge Kirke søndag den 21. august kl. 11.30.

Kærlig hilsen

Arendse

Del budskabet ;-)