Efter jul og påske er Pinsen kirkens tredje store højtid. Pinsen falder 50 dage efter påske.
Pinsen er festen for Helligåndens komme. Her fejrer vi, at Helligånden, som er Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.
Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, så er Gud det nu gennem sin ånd. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.
Helligånden
Helligånden er en del af Treenigheden og Guds usynlige nærvær.
Helligånden, som er det vi fejrer i pinsen, kan bedst forstås som Guds enorme kraft. En kraft som skaber tro og håb i mennesket. En kraft som binder mennesker sammen i fællesskaber. Gennem Helligånden er Gud til stede blandt mennesker.
Helligånden er ligesom vinden og åndedrættet usynlig, men afgørende for menneskets liv.
Fordi Helligånden er usynlig, taler vi ofte om den i billedsprog. De mest almindelige symboler på Helligånden er duen, ilden og vinden.
Helligåndens komme til disciplene beskrives med tunger af ild og en ny evne til at tale og forstå mennesker af anden baggrund.
Pinseberetningen er altså ikke så konkret, men kan forstås på mange måder. Derfor spiller poesien og billedsproget en vigtig rolle for pinsefejringen.
Disciplene sendes ud i verden
Hvis man læser i Lukasevangeliet kan vi se, at Jesus, før han blev løftet op til himlen, lovede disciplene, at de også skulle få kraften fra det høje, Helligånden. De skulle vente i Jerusalem på, at Helligånden kom til dem. Derefter ville de være parate til at begynde deres mission. Disciplene blev udrustet med ånden og sendt ud i hele verden for at vidne Jesus Kristus.
Apostlenes Gerninger fortsætter beretningen og fortæller, hvordan Helligånden ti dage efter Jesus´ himmelfart kommer til apostlene, der var samlet i Jerusalem. På forunderlig vis blev de i stand til at forstå og tale alle sprog. Derefter gik de ud i verden for at forkynde budskabet om Jesus Kristus.